Af Sune Bové og Morten Skærbæk
subo@avisen.dk, mosk@avisen.dk
Miljøminister Connie Hedegaard (K) tog fejl, da hun i forbindelse med forhandlingerne om en ny finanslov, svinede Dansk Folkeparti til for at føre blokpolitik og udføre politisk drilleri.
Det mener hendes egen formand og visestatsminister Bendt Bendtsen.
»Jeg mener bestemt ikke, at der bliver ført blokpolitik i Danmark. Finansloven for 2007 består af meget store og brede forlig, som rækker langt frem,« sagde Bendt Bendtsen, da han onsdag skulle tage stilling til sagen i Folketinget.
Bendt Bendtsen ville ikke kommentere, om Connie Hedegaard var på afveje, men han sagde i stedet:
»Der ryger finker af panden. Det gør der under alle forhandlinger. Men det med at prøve at tegne et billede af, at vi fører blokpolitik, er en limpind, jeg ikke springer på,« sagde Bendt Bendtsen.
Konflikten mellem miljøministeren og Dansk Folkeparti startede for alvor, da Connie Hedegaard i starten af måneden lagde en pressemeddelelse på ministeriets hjemmeside, hvor hun luftede sin kritik af, at Dansk Folkeparti i slutspillet om miljødelen i finanslovsforhandlingerne pludselig ikke ville have oppositionspartierne med i aftalen, selvom de havde tilsluttet sig aftalens indhold.
Pressemeddelelsen fik Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, til at fare i flint, og miljøministeren blev presset til at tage pressemeddelelsen af hjemmesiden igen.