Mediestunt og hår i suppen.
Det er reaktionen fra Bendt Bendtsen, formand for de konservative, på kritikken fra Konservativ Ungdom og en borgmester i Allerød, der begge mener, at tiden er løbet fra Bendt Bendtsen som partiformand.
Ikke overraskende afviser Bendt Bendtsen kritikken totalt:
- Nu har KU gang i et mediestunt. Det har de unge en gang imellem. De skal have landsmøde i weekenden, og der er altid ballade i ungdomsorganisationen. Det er helt i orden.
- Jeg har som formand skabt masser af resultater på mange områder. Vi har skabt ro i partiet, og jeg har lagt vægt på, at vi har en stabil borgerlig regering med et godt forhold til Venstre, siger han.
Men det er jo ikke kun kritik fra KU. Der er jo også kritik fra en borgmester?
- Der er altid lidt hår i suppen. Jeg har masser af opbakning i mit parti, siger Bendt Bendtsen.