"Jeg har begået en dumhed. Jeg har begået fejl, det står jeg ved."
Sådan lød indrømmelserne fra Bendt Bendtsen (K) i DR her til aften, da han skulle forklare sig i sagen om, at han i 2003 og 2006 lånte to feriebiler gratis af firmaet Skandinavisk Motor Co.
"Der var tale om en vennetjeneste, men jeg har ikke været påpasselig nok," angrede han, og forklarede, at han er private venner med højt placerede ansatte i bilfirmaet.
Firmaet er imidlertid det samme firma, som også leverede Bendtsens ministerbil, har B.T. afsløret. Men dén sammenhæng vil den tidligere økonomi- og erhvervsminister ikke anerkende.
"Der er ingen sammenhæng," siger Bendt Bendtsen.
Jørgen Albæk Jensen, lektor i forvaltningsret på Aarhus Universitet, mener, at Bendt Bendtsen (K) har urent mel i posen.
"Når sagen om jagtture er ulovlig, så er den her i alle fald også," har han sagt til B.T.
Bendt Bendtsen, der netop nu er spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget om to måneder, er i forvejen blevet politianmeldt for bestikkelse i sagen om gratis golf og jagtture. Samtidig er politiet gået ind i sagen om, at Bendtsen har brudt våbenloven ved at lade sin chauffør køre med sit jagtgevær i ministerbilen. En sag han har undskyldt og beklaget.