Børnene i Odense skal ikke bliev passet af en dagplejer iført burka.
Det slår den konservative leder Bendt Bendtsen fast, selvom partifællen og familieminister Carina Christensen tidligere på dagen sagde, at hun ikke vil blande sig dagplejeres påklædning.
Sagen er opstået, fordi rådmand Jane Jegind (V) fra Odense mener, det er forkert at godkende en kommunal dagplejer tilhyllet i burkaen.
- Fra konservativ side siger vi nej til burkaer i dagplejen. Det er uacceptabelt, at en kommune ikke kan forbyde en privat dagplejemor at bære burka. Det er et spørgsmål om danske værdier. Dagpleje er ikke bare opbevaring af børn, det handler om kompetencer og værdier siger Bendt Bendtsen ifølge Jyllands-Posten.
Venstre vil ændre loven
Dagplejeren er hyret af familier i Odense-bydelen Vollsmose. Kommunen skal dække 75 procent af lønnen, og den mener ikke, at der er hjemmel til at forbyde kvinden at blive offentligt godkendt som dagplejer.
Også Venstre er klar til at ændre lovgivningen.
- Selvfølgelig skal kommunen have mulighed for at lave sit eget kodeks - der også omfatter beklædning. Det er en frihedsret som kommunen skal sikres, siger Troels Lund Poulsen til Jyllands-Posten.