Nicklas Bendtners klub, Wolfsburg, sikrede sig torsdag aften et godt udgangspunkt for at gå videre fra 1/16-finalerne i fodboldens Europa League.
Den tyske klub vandt på hjemmebane med 2-0 over Sporting Lissabon fra Portugal.
Matchvinder blev den formstærke angriber Bas Dost, der scorede begge kampens mål i anden halvleg.
Nicklas Bendtner måtte nøjes med at se hele kampen fra bænken.
Angriberen var senest i startopstillingen for Wolfsburg, da klubben den 27. november tabte 0-2 hjemme til Everton i Europa League-gruppespillet.
Siden har danskeren kun spillet 17 minutter for Wolfsburg.
Det var 3. februar, hvor han blev skiftet ind i 1-1-kampen ude mod Frankfurt i Bundesligaen.
Everton er meget tæt på at gå videre, efter at holdet overvandt et tidligt mål fra schweiziske Young Boys.
Den engelske klub endte med at vinde udekampen med hele 4-1, ikke mindst takket være et hattrick af belgieren Romelu Lukaku.
Også italienske Napoli er tæt på avancement efter en sejr på 4-0 ude over tyrkiske Trabzonspor.
En anden italiensk klub, AS Roma, måtte nøjes med 1-1 hjemme mod hollandske Feyenoord.
Kampens optakt blev præget af, at hollandske hooligans hærgede i Rom.
/ritzau/