»Jeg skal jo være diplomatisk. Men jeg kommer ikke tilbage til Arsenal for at spille reservebold. Hvis jeg skal skrive under på en forlængelse af min kontrakt, så skal det være, fordi klubben agter at bruge mig,« fortæller den ombejlede danske teenager Nicklas Bendtner til Ekstra Bladet.
Med den udmelding er der noget, som tyder på, at den danske angriber ikke vender hjem til Arsenal, når lejekontrakten med Birmingham udløber, for med al ære og respekt for danskerens målinstinkt, så råder Arsenals manager, Arsene Wenger, i øjeblikket over et lille stjernerække af angribere, som vil være meget svære at slå af holdet.
Så måske bliver Bendtner i Birmingham. Indtil videre, i hvert fald:
»Jeg nyder at være i Birmingham. Men jeg skal videre. Hvis jeg skal nå mine mål, så skal jeg spille på et højere niveau. For tiden er Birmingham perfekt, jeg får spilletid, og jeg scorer mål. Men før eller siden skal jeg prøves af på det næste skridt. Jeg er klar,« siger han.
Både franske Lyon og italienske Milan har været sat i forbindelse med den 18-årige danskers fodboldfremtid.
Nicklas Bendtners kontrakt med Arsenal udløber om et år.