Lørdagens runder af den engelske FA Cup bød ikke på nogen overraskelser. Der var favoritsejre over næsten hele linjen.
På trods af, at danske Nicklas Bendtner gjorde comeback efter sin skade i de sidste 20 minutter på hjemmebane i Birmingham, kunne han ikke forhindre Premier League-holdet Reading i at hive en 3-2 sejr hjem.
Således lykkedes det ikke for Championship-mandskabet at følge op på den flotte storsejr over Newcastle på udebane, der sendte holdet videre til fjerde runde, og Birmingham er nu ude af pokalturneringen.
Tottenham havde ingen problemer, da de tog imod Southend. Den kamp vandt Tottenham 3-1.
Robbie Keane, Jermaine Jenas og egyptiske Mido scorede for hjemmeholdet Tottenham, der kun blev slået en anelse ud af kurs, da Southend lidt tilfældigt blev tilkendt et straffespark, som Freddy Eastwood udnyttede. Nogen reel tvivl om kampens udfald opstod dog aldrig, og Tottenham er dermed videre til femte runde af FA Cuppen.
Claus Jensen fik de sidste 13 minutter på banen for Fulham, der nedlagde Stoke med hele 3-0. Dermed er de også videre til næste runde sammen med, Plymouth der vandt 2-0 ude over Barnet, samt Ipswich der hev en 1-0-sejr hjem over Swansea. Også Morten Bisgaard kom på banen til slut, da Derby spillede sig videre med 1-0 over Bristol Rovers.
Den eneste af dagens tidlige FA Cup-kampe, der ikke resulterede i favoritsejr, var Middlesbroughs, der gæstede Bristol City. Hjemmeholdet kæmpede sig nemlig tilbage fra 0-2 til 2-2, og de to mandskaber skal dermed ud i en omkamp på et senere tidspunkt.