Der er tur i den for Bendtner for tiden. Han scorer mål i Arsenal, og i privaten har han scoret baronessen Caroline Flemming. Men til tider er det gået lige lovligt stærkt for den unge landsholdsangriber.
Som da han plantede sin Aston Martin i et vejtræ i London-forstaden Hertfordshire med 160 km/t.
Nu sætter Bendtner ord på oplevelsen.
"Min første tanke var at tjekke, om jeg var okay. Jeg sparkede sidespejlet af bilen og tog alt mit tøj af. Jeg stod nøgen ude på marken og undersøgte mig selv op og ned ad ryggen med spejlet. Jeg kiggede over det hele, men adrenalinen pumpede, for jeg vidste ikke, om der måske var en knogle, der stak ud," forklarer den unge landsholdangriber i et interview med Euroman.
Han konstaterede hurtigt, at der ikke var noget galt, men opfordrede en forbipasserende til at ringe efter en ambulance for at være på den sikre side. Da han fik fisket sin egen telefon ud af bilvraget fik han ringet til sine forældre og derefter til klubben.
"Så kom de, og det var så det," afslutter Bendtner en ellers noget dramatisk historie.