Den danske landsholdspiller Nicklas Bendtner synes en smule tættere på en startplads - i aftenens Premier League-topkamp mod Chelsea - end længe.
Arsenal-træner Arsene Wenger har nemlig været ude og påpege, at Bendtners direkte rival i den stærke trup, Marouane Chamakh, er godt udkørt.
Det skyldes ifølge den rutinerede træner, at Marouane Chamakh i sin hidtidige karriere har været vant til at holde pause en periode i vinterhalvåret.
"Marouane har givet rigtig meget. Han har spillet meget alene i angrebet, så han er lidt træt i øjeblikket," lyder det fra Wenger ifølge belfasttelegraph.co.uk.
Den hollandske angriber Robin van Persie står dog også klar i kulissen til at overtage pladsen. Han er tilbage efter en længere skadespause.
Arsenal har ikke vundet de seneste fem gange, holdet har mødt Chelsea. Begge hold kæmper for at holde trit med Manchester United, der endnu ikke har tabt i denne sæson.
Kilde: belfasttelegraph.co.uk