Det skulle være en nem aftenkamp om videre deltagelse i Carling Cup, men trods en stærk startopstilling mod et kriseramt hold fra den næstbedste række, skuffede Bendtner og Arsenal stort.
Ipswich ligger og roder rundt i den tunge ende af The Championship, der er den næstbedste række i England. De har netop fyret træner Roy Keane efter masser af dårlige kampe, men onsdag aften blev Arsenal alligevel sendt hjem med et 1-0 nederlag.
For en sjælden gangs skyld startede Nicklas Bendtner inde, men selvom han kæmpede for sagen, så kunne han ikke på egen hånd rede et Arsenal hold, der virkede dvask og arrogant. Der var ellers stjerner som Cesc Fabregas, Theo Walcott og Andrey Arshavin blandt de startende elleve hos The Gunners, men lige lidt hjalp det.
Ipswich var nemlig fantastisk velspillende og kampen langt mere lige end ventet. Og det blev da også den ukendte ungarer Tamas Priskin, der med 12 minutter igen slukkede lyset for Bendtners hold.
Selv blev Nicklas Bendtner udskiftet i det 68. minut.