Nicklas Bendtner er af mange udråbt til at være den nye Preben Elkjær. På banen er han er god til at score mål, og udenfor den er han ikke bange for at åbne munden. Det sidste har han netop bevist igen med et interview han har givet til mandebladet FHM. Blandt andet fortæller han om Birminghams natteliv.
»Det bliver til en del, men det skal bare være på de rigtige tidspunkter, så det passer med kampprogrammet. For nyligt lejede vi VIP-afdelingen på et diskotek, hvor det gik helt amok med sprut og damer. Der holdt vi os ikke tilbage. Det bedste i verden er fodbold, sprut og damer – og så familien,« siger den unge angriber til FHM.
I den mere fodboldrelaterede del af interviewet fortæller Bendtner, at han drømmer om at komme til de allerstørste klubber i Spanien.
»Jeg har opnået en af mine drømme. Det var at komme på A-landsholdet. Men ellers kunne jeg godt tænke mig at komme til Real Madrid eller FC Barcelona. Real Madrid er jo kongeklubben, men Barcelona er jo også kommet godt med, så det er svært at vælge, hvilken klub der er drømmeklubben,« siger han.