På dagen hvor Nicklas Bendtner endelig igen trænede sammen med de andre på landsholdet efter en lyskenskade, blændede han også op for sin helt personlige hjemmeside.
Her kan man læse om den unge fodboldspiller, lytte til små interviews optaget i cockpittet på et fly, dykke ned i billedarkivet og så kan man investere i et splinternyt Bendtner-armbånd fra siden og samtidig støtte Børnecancerfonden. Et rødt armbånd, der ligner Lance Armstrongs gule kræft-armbånd.
Man støtter den danske Børnecancerfond med 63 kroner ubeskåret, når man køber armbåndet med teksten 'BELIEVE IT', som desuden er adressen på Bendtners hjemmeside.
På hjemmesiden hedder det.
"Tak fordi du besøger min hjemmeside. I 2009 blev jeg udnævnt til ambassadør for velgørenhedsorganisationen Børnecancerfonden og lige siden har jeg arbejdet for at gøre opmærksom på organisationens arbejde med at hjælpe børn med kræft og deres familier."
Ifølge sporten.dk er Bendtners gode ven og kollega på landsholdet Daniel Agger også involveret i projektet og på hjemmesiden fremgår det også, at Bendtners far har en finger med i spillet.
Han kører nemlig firmaet Bendtner Consulting, der rådgiver den kun 22-årige unge mand i forhold til karriere, sponsoraftaler og altså velgørenhed. Faderen er i øvrigt også Nicklas Bendtners manager.