En ulykke kommer sjældent alene. I hvert fald i Nicklas Bendtners tilfælde.
Den unge angriber var netop vendt tilbage fra en måneds skadespause i Birmingham, da han igen blev ramt af endnu et uheld under en træningsøvelse. Det skriver Forza.
I december måtte Nicklas Bendtner bæres fra banen i en FA Cup-kamp mod Newcastle med en alvorlig ankelskade, der holdt den danske landsholdsangriber ude i en måned. Denne gang sidder skaden længere oppe på anklen og er ikke så slem, siger Nicklas Bendtner til Forza.dk.
Bendtner mener, at han ikke bliver klar til kampen tirsdag aften mod Southend. Men han håber at kunne spille igen i weekenden ude mod Colchester, og dermed skulle de kommende opgaver med landsholdet, der blandt andet tæller en EM-kvalifikationskamp ude mod Spanien i Madrid i marts, ikke være i fare.