Da Birmingham i lørdags vandt topopgøret i den næstbedste engelske række med 3-1 over Preston, spillede danske Nicklas Bendtner som vanligt hele kampen. Men det var angrebskollegaen Gary McSheffrey, der stjal det meste af opmærksomheden, da han scorede alle Birminghams tre mål.
Ifølge The Sun gjorde den unge danske angriber dog alt, hvad han kunne for at få del i målscoringen. Da Birmingham et minut før tid fik tilkendt straffe, tog Bendtner bolden og ville sparke. Holdets faste straffesparksskytte, McSheffrey, måtte vride bolden ud af den 18-årige danskers hænder for at få lov til at sparke.
»Jeg ville have straffesparket,» siger Nicklas Bendtner til The Sun.
»Jeg bad ham (McSheffrey red.) om det, men så sagde alle de andre spillere, at han skulle tage det. Og når det er ni mod en, må man jo bøje sig. Men han havde allerede to mål, og jeg ville have et,« siger Bendtner.
Ifølge Gary McSheffrey er der dog ingen problemer mellem ham og Bendtner.
»Nicklas lagde op til straffesparket, så der er ingen hårde følelser. Men det var uundgåeligt, at jeg skulle tage straffesparket og få mit hattrick,« siger McSheffrey til The Sun.