Nicklas Bendtner sørgede torsdag aften for, at fodboldklubben Rosenborg hentede sin første titel i år.
Danskeren blev matchvinder med kampens eneste mål, da Rosenborgs norske mestre vandt 1-0 over Lillestrøms pokalvindere i Mesterfinalen, som er Super Cuppen i Norge.
Landsholdsangriberen scorede kampens eneste mål syv minutter inde i anden halvleg.
Ifølge Rosenborgs Twitter-profil lavede 30-årige Nicklas Bendtner, der var anfører, først en såkaldt tunnel på en modstander, inden han scorede.
12 minutter før tid lod danskeren sig udskifte.
Nicklas Bendtner forsøger at komme med i Danmarks trup, der skal spille VM i Rusland denne sommer.
Sidste års topscorer i Eliteserien har foreløbig scoret to mål efter seks kampe i den bedste norske række.
- Det er altid godt at score, men målet betyder ikke voldsomt meget, siger Nicklas Bendtner til NTB.
- Jeg vil hellere score i ligaen, men vi fik et trofæ. Det var ikke én spiller, der vandt trofæet, men hele holdet, siger danskeren.
Danskerne Jacob Rasmussen og Malte Amundsen var med i hele torsdagens kamp for Rosenborg, der var uden Mike Jensen.
Kampen blev spillet på Åråsen Stadion, hvor Lillestrøm til daglig har hjemmebane.
Rosenborg vandt også Mesterfinalen sidste år.
/ritzau/