Siden nyheden om, at en opfølger til filmen 'Zoolander' kunne være på vej har det svirret med rygter i Hollywood, men nu tager hovedrolleindehaveren fra den første film, Ben Stiller, bladet fra munden.
I et interview med MTV afslører han, at filmen helt sikkert bliver til noget, og at han selv vil spille med i filmen.
"Vi er i gang med at få skrevet et manuskript, så det er stadig i de tidlige stadier, men det kommer til at ske," siger Ben Stiller til MTV.
Selv om filmen altså stadig er i et tidligt stadie, kan Ben Stiller også løfte sløret for noget af handlingen i filmen.
"Jeg tror, at ideen med filmen er, at der er gået 10 år siden første film, og Derek og Hansel (de to hovedpersoner.red) er blevet glemt. Ingen kan huske hvem de er, og derfor bliver de nødt til at genopfinde sig selv."
Den første Zoolander-film havde premiere i 2001 og endte med at blive Ben Stillers store gennembrud. Efter filmen blev det blandt andet til roller i 'Dodgeball' fra 2004 og 'Along Came Polly', hvor han spillede overfor Jennifer Aniston.