I sidste sæson blev Michy Batshuayi udlejet til Dortmund af Chelsea-manager Antonio Conte.
Maurizio Sarri er kommet til som ny chef, men heller ikke han kan tilsyneladende bruge den belgiske angriber, som nu udlejes til Valencia i Spanien.
Det bekræfter Chelsea på sin hjemmeside.
Batshuayi skal på leje i Primera Division-klubben i hele indeværende sæson.
24-årige Batshuayi var en del af Belgiens trup, som nåede semifinalen og slog England i kampen om bronze ved VM i Rusland.
Ved slutrunden scorede Batshuayi et enkelt mål, i de tre kampe han fik, mens han stod i skyggen af stjerneangriberen Romelu Lukaku.
I alt har Batshuayi spillet 19 kampe på det belgiske landshold og scoret otte mål.
Han blev hentet til Chelsea i 2016 efter ophold i Standard Liege og Marseille, men i Chelsea har han endnu sit gennembrud til gode.
Batshuayi har i 53 kampe scoret 19 mål for London-klubben, som skal forsøge at forbedre sidste sæsons femteplads, der betød, at Chelsea missede Champions League.
Foruden Batshuayi meddeler Chelsea, at forsvarsspilleren Kurt Zouma er blevet udlejet til Everton.
/ritzau/