Ritzau
Opdateret kl. 14:21
Otte personer er anholdt i den belgiske hovedstad, Bruxelles, mistænkt for at planlægge et terrorangreb. Det oplyser en kilde tæt på efterforskningen.
Alle otte blev anholdt i bydelen Molenbeek søndag.
Det er et område med mange indvandrere og var udgangspunkt for tidligere store terrorangreb i Paris og Bruxelles. Det var i henholdsvis november 2015 og marts 2016.
Anklagemyndigheden siger intet om den aktuelle sag ud over, at den ikke har forbindelse til de tidligere angreb i Paris og Bruxelles, skriver Reuters.
Avisen DH skriver, at politiet ikke fandt våben eller sprængstoffer under ransagninger i Molenbeek.
Ifølge avisen blev der også ledt efter våben og sprængstoffer i byerne Geraardsbergen og Mechelen.
En dommer vil senere mandag afgøre, om de anholdte skal sigtes, og om der er grundlag for at varetægtsfængsle dem.
/ritzau/AFP