Politiet i Belgien har anholdt fire personer i forbindelse med efterforskningen af et angreb i højhastighedstoget Thalys i 2015.
Det oplyser anklagemyndigheden i Bruxelles.
I august 2015 affyrede en 25-årig mand med marokkansk baggrund skud fra en maskinpistol i højhastighedstoget, der var på vej fra Amsterdam til Paris.
Han nåede at såre tre personer, inden han blev overmandet af tre amerikanere og en brite.
Angrebet var et i en serie af militante angreb, der har rystet Belgien og Frankrig de seneste to år.
Politiet foretog anholdelserne mandag efter at have foretaget ransagninger i seks huse i Belgien tidligt på dagen. Under ransagningerne blev der ikke fundet våben eller sprængstoffer.
To af mandagens ransagninger fandt sted i Bruxelles i kvarteret Molenbeek. Kvarteret er blevet berygtet for at huse internationale jihadister efter bombemassakren i Bruxelles i marts 2016 og angrebene i Paris i november 2015.
To amerikanske soldater, en amerikansk studerende og en britisk forretningsmand modtog den højeste udmærkelse Legion d'Honneur ved en ceremoni i det franske præsidentpalads, Élysée-palæet i Paris, fordi de forhindrede en skudmassakre.
Gerningsmanden, Ayoub El Khazzani, var bevæbnet med et kalasjnikovgevær, en pistol og en hobbykniv.
Khazzani, en marokkaner, som havde kæmpet for Islamisk Stat i Syrien, har sagt, at han handlede efter ordrer fra Abdelhamid Abaaoud. Abaaoud var med til at organisere Paris-angrebene i 2015.
/ritzau/AFP