Hvis der er nogen, der betragter de daglige toiletbesøg som en sur og irriterende pligt, kan de nu ånde lettet op. Et belgisk firma har lanceret det første pissoir med indbyggede videospil.
Place to pee hedder den banebrydende opfindelse.
En række trykfølsomme plader er blevet bygget ind i pissoiret, så gæsterne kan styre videospillet med tissestrålen. Selvfølgelig er der mulighed for at tisse mod en modstander, og blandt de spil som Place to pee leveres med, er der både nye titler som Pee to Ski og gamle klassikere som Space Invaders .
Man skulle tro, at de belgiske bagmænd bag Place to Pee var blevet båret i guldstol igennem Bruxelles eller hyldet på anden måde, men faktisk er de på trods af opfindelsens popularitet løbet ind i problemer. Werner Dupont og Bart Geraets hedder de to pionerer, og da de forsøgte at installere et eksemplar af tisse-konsollen på en belgisk computerspils-udstilling, blev de forment adgang af politiet på grund af uanstændighed.
Hvis du ikke kan vente med at tisse dig til en sejr over din kammerat i Space Invaders, men ikke har råd til jævnlige flyture til Bruxelles, kan du overveje at investere i din egen Place to Pee , som også lejes ud.
Læs mere på opfindernes hjemmeside: www.placetopee.be