Belgiens fodboldlandshold kom fredag aften tættere på landets første slutrunde siden VM i 2002.
Det belgiske hold vandt 2-1 hjemme over Serbien og topper VM-kvalifikationsgruppe A med 19 point for syv kampe.
Kevin de Bruyne bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter 13 minutter af kampen på King Baudouin i Bruxelles.
I anden halvleg øgede Everton-spilleren Marouane Fellaini til 2-0.
Få minutter før tid reducerede Aleksandar Kolarov for Serbien, men det var ikke nok til at forhindre den belgiske sejr.
Belgierne havde Chelsea-stjernen Eden Hazard til at sidde på bænken fra start, men han kom ind i de sidste 25 minutter af kampen.
Belgiens chancer for at komme til næste års VM i Brasilien blev endnu bedre, da Kroatien samtidig overraskende tabte 0-1 hjemme til Skotland.
Robert Snodgrass scorede kampens enlige mål, der sikrede skotterne den første sejr i gruppen.
Kroatien er trods nederlaget nummer to med 16 point for syv kampe.
/ritzau/