Den belgiske olympiske komité har sendt den belgiske banecykelrytter, Gijs Van Hoecke, hjem fra OL i London. Hjemsendelsen er konsekvensen af en særdeles våd aften i byen. Det skriver Reuters torsdag.
Flere engelske aviser bringer torsdag et billede af en tilsyneladende stærkt beruset Van Hoecke, der bliver båret ind i en taxa. Belgierens skjorte og bukser er på billedet gennemblødt af væske.
20-årige Gijs Van Hoecke blev nummer 15 ud af 18 i banedisciplinen omnium, der i øvrigt blev vundet af danske Lasse Norman Hansen. Og den placering var åbenbart værd at fejre for den belgiske idrætsudøver.
Den engelske tabloidavis The Mirror tildeler humoristisk Van Hoecke en guldmedalje i fest. Den belgiske olympiske komité kan dog ikke se det sjove i situationen.
- Den belgiske olympiske komité og det kongelige cykelforbund begræder denne situation, som heldigvis ikke fik indflydelse på livet i den olympiske by og på atleter, der forsøger at få hvile, før de skal i konkurrence, udtaler komitéen i en pressemeddelelse.
/ritzau/