Den smør-glade tv-kok, Umut Sakarya, som mange har set i både ”Vild med dans” og ”Over Atlanten” har mandag delt en alvorlig bekymring for sit helbred med sine fans på facebook.
Den 30-årige flæskekonge er bange for, at han fejler noget alvorligt.
- Jeg har haft voldsomt smerter i mit hjerte i det sidste måneds tid. I morgen skal jeg til lægen for at høre hvad det er jeg fejler...., skriver Umut, som selv har en fornemmelse af, at den er grueligt gal med ham.
- Jeg håber virkelig på at det ikke er noget alvorligt, men det føles som at der er noget i mig som ikke er det samme som det engang har været, lyder det fra Umut Sakarya, der slutter opslaget af således:
- Jeg krydser finger og håber på det bedste, for jeg er ikke færdig med det jeg har gang i endnu, vi er først lige i begyndelsen.
I begyndelsen af april fortalte Umut Sakarya til Ekstra Bladet, at han siden efteråret har været på kur for at smide nogle af sine overflødige kilo.
Da han i september fyldte 30 år, sagde badevægten 130 kilo, da han steg op. Dem havde han smidt 25-30 kilo af i begyndelsen af april.
Smerterne i hjertet kan næppe skyldes kærestesorger. Umut har fundet sin ”eneste ene” i kæresten Johanne Havshøj, som han for nylig flyttede sammen med.