Bekræftet: Liget ved Ebeltoft er Leonard
Politiet har bekræftet, at det er Leonard Petersen, der er druknet i ved Ebeltoft Havn. Foto: Colourbox
Den druknede mand fra Ebeltoft blev i går obduceret, og politiet er nu sikre på, at det er den savnede Leonard Petersen.

Familien var næsten sikre, efter at have genkendt Leonards t-shirt på det druknede lig.

Nu fastslår politiet det også - den druknede fra Ebeltoft er Leonard Sebastian Grønross Petersen, der forsvandt torsdag nat i sidste uge.

Det oplyser Anders Willumsen, der er vicepolitikommissær ved lokalpolitiet i Grenå, over for Newspaq.

"Der er ingen forbrydelse i det, og vi kan bekræfte, at det er den savnede," siger Willumsen.

Obduktionen foregik i går, torsdag, samme dag som ligsynet, hvilket ikke er helt normalt, da man plejer at dele de to syn ud over to dage. Man valgte at fremskynde processen for familiens skyld.

"Som jeg tolker det, er det simpelthen personalet på retsmedicinsk, der har taget det menneskelige hensyn og fremskyndet den, sådan de kan tage det hensyn over for familien, at de kan få afsluttet sagen," siger Anders Willumsen.

Det var vigtigt med obduktionen for at få den endelige identifikation, fordi familien blev frarådet at se liget af deres druknede søn.