Ni måneder før kvinden runder 45 år. Det er aldersgrænsen for at få behandling mod barnløshed i Danmark. Det får hvert år flere danske kvinder til at tage til udlandet, hvor lovgivningen tillader, at kvinder over 45 år får hjælp til at få børn, skriver Politiken.
Fem private fertilitetsklinikker i London bekræfter over for avisen, at kvinder, der er for gamle til at få fertilitetsbehandling i Danmark, opsøger klinikkerne.
Forkvinden for Jordemoderforeningen Lillan Bondo mener, det er vigtigt at fastholde danske love på området:
»Jeg synes, vi skal tænke meget over, hvad vi gør på det område af etiske årsager. Og jeg vil hellere diskutere, hvorfor fertiliteten i befolkningen falder, og hvad vi kan gøre, så mennesker får børn, mens de er unge og stærke,« siger hun til Politiken.
Medicinsk direktør på fertilitetsklinikken Bridge Centre i London, professor Gedis Grudzinskas, er ikke enig:
»Hvad kommer den enkelte kvindes alder staten ved? Hvis lægerne vurderer, at en kvinde er fysisk og mentalt i stand til at få børn efter overgangsalderen, må det være kvindens egen afgørelse, om hun vil forsøge at blive gravid,« siger han til Politiken.