Ældre spøgelsesbilister og ældre, der glemmer at overholde deres vigepligt. Der er jævnligt historier fremme om ældre bilister, der kører helt galt og er skyld i ulykker på vejene.
Og de ældre er tilsyneladende godt klar over, at det kniber med at bevare overblikket i trafikken. Flere melder sig i hvert fald til særlige kørekurser for ældre bilister, oplyser Dr.dk.
- Pladserne på vores første seks kurser blev revet væk, og de 60 ekstra
pladser, vi lige har udbudt, var væk efter en time, siger Grethe
Karlsen, som står bag kørekurserne i Kalundborg.
Formanden for Dansk Kørelærer-Union, René Arnt, har samme
oplevelse. Ligesom blandt andet Ældre Sagen udbyder kørelærerne
kurser til ældre for mellem 600 og 1.000 kroner per deltager.
- Vores opfattelse er, at der i Danmark er øget fokus på
trafiksikkerhed, og det har smittet af på de ældre. Samtidig har de en
bedre økonomi, og flere har råd til bil og til kurserne, siger han til Dr.dk.