En bedstemor fra Amager sad og spekulerede over, hvordan hun skulle få pengene til at slå til, da en million kroner fra Det Store Påske Lotto landede i hendes liv.
I stedet for at lade banken passe formuen, som den altid har gjort, besluttede hun sig for at tage sagen i egne hænder - og meldte sig på investeringskursus for kvinder.
- Jeg regner med, at de vil tage mig i hånden, når jeg kaster mig ud i det, siger hun til Danske Spil.
Den nyslåede millionær vil gerne investere med god samvittighed - men erkender blankt, at det ikke altid er der, de store penge ligger.
- Jeg vil gerne investere lidt efter min moral og min ideologi. Der er dog grænser - jeg vil ikke investere i våben. Men måske i olie... og så måske guld og sølv. Ikke sådan noget guld, man putter på fingrene, men sådan noget, man putter i en boks, siger hun.
Hele millionen ryger ikke i aktier. En del er allerede øremærket til børn og børnebørn.