Fire børnebørn har nu fået rettens ord for, at der var noget galt med den behandling, som de fik af deres bedstefar.
Under besøg hos den i dag 77-årige mand fra Frederikssund blev børnene udsat for systematisk misbrug, når de var alene med ham.
Ifølge de fire piger, som i dag er mellem 14 og 21 år, fik de tungekys, klap bagi og nærgående kærtegn, når de var på besøg hos bedstefaren. Det skriver Frederiksborg Amtsavis.
Overgrebene foregik fra januar 2004 og næsten fem år frem. Manden er nu blevet idømt 60 dages betinget fængsel, og han skal betale en erstatning på 36.000 kroner til sine børnebørn.
Han har hele tiden nægtet sig skyldig, men retten har lagt vægt på de fire børns sammenhængende, troværdige og detaljerede forklaringer.
Pigernes alder og karakteren af overgrebene var med til at give manden en længere straf, men samtidig er han ikke tidligere straffet, og det var en formildende omstændighed.