Jeg hørte en journalist i en nyhedsudsendelse i P4 sige, at det ikke var »sejt« at køre børnene i skole i stedet for at lade dem cykle eller gå. Senere brugte han udtrykket »ufedt« i samme forbindelse. Jeg finder det kritisabel, at en journalist på den måde bringer sproget ned på børne-sms-niveau, specielt når man betænker, at P4 jo ikke ligefrem er et program, der henvender sig til børn eller unge.
I et andet program for nylig hørte jeg også en journalist sige (i forbindelse med en opfordring til at indsende kommentarer til et program), at man jo også kunne sende et »gammeldags brev« med posten. Her mener jeg ikke, at man kan nedgøre et brev til at være gammeldags.
Endvidere hører jeg flere og flere voksne (pensionister som jeg) bruge samme udtryk, samt andre lignende udtryk som »kanon«, »klamt« med videre. Det er som om, at voksne efteraber børn og helt unge. Det burde da fortsat være omvendt – at børn lærer af de voksne.
Det skulle jo helst ikke ende med, at bedstefar ifører sig hængerøvsbukser for at efterligne visse skoleelever.
Eller hvad?