"Dårlige nyheder" og "hængedynd".
De ord sætter økonomerne fra de største realkreditinstitutter på den seneste statistik fra Realkreditrådet, der viser, at huspriserne fortsat falder.
De samme økonomer har dog en klar forventning om, at boligmarkedet nu vender.
- Når vi ser tilbage på 2012 vil året nok blive husket som et mellemår, hvor vi med små skridt er på vej op af hængedyndet ovenpå bunden i 2011, siger direktør i Realkreditforeningen Karsten Beltoft.
Han hæfter sig dog ved, at den såkaldte boligbyrde, der beskriver, hvor dyrt det er for førstegangskøbere at komme ind på markedet, er faldende, samt at antallet af handler har været stigende.
Det samme gør landets ejendomsmæglere, der peger på, at prisfaldene og de lave renter har gjort det lettere at være førstegangskøber.
- Kombinationen af prisfald og et fald i den 30-årige realkreditrente har betydet, at boligbyrden er lettet yderligere - og det er der flere boligkøbere, der har valgt at udnytte, siger cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening, Troels Theill Eriksen.
Hos Nordea Kredit hæfter man sig ved de store regionale forskelle.
Nordea har regnet sig frem til, at en husejer, der bor i et gennemsnitshus på 140 kvadratmeter i en af de 20 kommuner, der har haft størst prisfald, nu har én million kroner mindre stående i mursten i forhold til, da priserne toppede.
Samlet ser Nordea Kredit dog et boligmarked, der er ved at stabilisere sig - om end det er skrøbeligt.
- Særligt overraskende var det, at ejerlejlighederne ikke klarede sig bedre, siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
/ritzau/