Pengene er klar, hvis Folketingets politikere ellers kan blive enige om at give landets offentlige byggerier et ansigtsløft for 50 milliarder.
Til gengæld kniber det lidt mere med de håndværkere, der skal bygge og renovere landets børnehaver og hospitaler. Det mener arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.
»Det er meget optimistisk at tro, at man kan skaffe arbejdskraft til så meget vedligeholdelse af offentligt byggeri. De hænder har vi simpelthen ikke. Det forudsætter, at man satser fuldt ud på at få udenlandsk arbejdskraft fra for eksempel østeuropæiske lande, og det er så spørgsmålet, om det overhovedet kan lykkes,« siger Flemming Ibsen.
Flere hænder om få år
Og ifølge finansminister Thor Pedersen (V) ligger byggeprojekterne også et stykke ude i fremtiden. Hvornår er for tidligt at sige, men det bliver helt sikkert ikke nu, forklarer finansministeren. Men han forventer, at flere håndværkere vil stå parat inden for de nærmeste år.
»Det her er et forløb over 10 år, og der er jo ingen, der vil sige, at det niveau, vi har for beskæftigelse og ledighed nu, vil ligge stabilt over de næste 10 år. Så vil det da være første gang, at det er set,« siger Thor Pedersen.
Og det er byggebranchen enig i.
Byggebranchen er parat
Cheføkonom hos Dansk Byggeri Henrik Stig Sørensen skønner, at regeringens plan kan give 2.000 nye arbejdspladser, og det svarer faktisk til det antal, som byggebranchen forventer vil blive ledige inden for det kommende stykke tid.
»Alt tyder i sol, måne og stjerner på, at byggeaktiviteten falder inden for det næste halvandet år,« siger Henrik Stig Sørensen, der forventer, at vi skal frem til 2009 eller 2010, før regeringens plan kan aflæses af byggebranchens ordrebøger.