Asfalterede skolegårde med et fodboldmål i hver ende, og uinspirerende klasseværelser skal være fortid. Over de næste 10 år skal de århusianske skoler og daginstitutioner nemlig have et stort spark ind i fremtiden, når det handler om de fysiske rammer. Det mener Børn og Unge-rådmand Louise Gade (V), som i går fremlagde en ambitiøs plan for investeringer for 500 millioner kroner i nye og anderledes rum til børn og unge.
»Vi må erkende, at selvom der er investeret i institutionerne over de seneste år, så er der en del bygninger, der lader meget tilbage at ønske. Blandt andet har vi udearealer, som helt mangler aktiviteter. Samtidig skal vores tilbud til børnene udvikle sig og afspejle nye pædagogiske principper, så vi motiverer børn til at bevæge sig mere og koncentrere sig bedre,« siger Louise Gade om baggrunden for den ambitiøse plan.
Tænketank
Rådmanden vil inden for to måneder præsentere en tænketank af lærere, pædagoger, hjerneforskere, it-eksperter og andre, som skal udtænke helt nye og kreative indretninger af institutionerne. I efteråret skal de så give deres bud på, hvordan man gennem bedre fysiske rammer kan stimulere børns indlæring og få dem til at være mere fysisk aktive.
»Hvad, det konkret kan være, er op til tænketanken, men jeg vil bare gerne ud over de traditionelle fysiske rammer med hvide vægge, nogle borde og stole samt kasser med legesager og bøger, for nu at sige det lidt firkantet,« siger Louise Gade.
Bygninger sælges
Det er et faldende børnetal i kommunen, der gør det muligt for Børn og Unge-forvaltningen at finde en halv milliard til investeringer. Det betyder nemlig, at børnene kan samles på færre adresser, og at de overflødige institutioner kan sælges, så penge, der tidligere har været bundet i mursten, kan investeres.
»Færre børn skal give højere kvalitet for de børn, der er tilbage. Jeg synes, vi skal benytte chancen og blive fremtidsorienterede i stedet for at lade stå til,« siger Louise Gade.
Investering i børnene
Når en magistratsafdeling sælger en af sine ejendomme, er det kutyme, at broderparten af indtægterne går i kommunekassen, men Børn og Unges plan hviler på, at alle indtægter fra salg af institutioner bruges til at investere i børnenes forhold.
»Jeg mener som rådmand, at pengene skal gå til børnene. Hvorfor skulle det komme dem til skade, at børnetallet falder?« spørger Louise Gade.
Hvor mange institutioner, der skal sælges, for at planen kan realiseres, er endnu for tidligt at spå om. En stor del af de 500 millioner skal nemlig finansieres ad anden vej, blandt andet gennem de strukturomlægninger, som Børn og Unge har været igennem, og som ifølge rådmanden giver store varige besparelser.
Ifølge tidsplanen for den omfattende investering, skal tænketanken komme med sine forslag i efteråret, og på baggrund af det vil Børn og Unge fremlægge en handlingsplan for det videre forløb ved årsskiftet.