Omkring midnat natten mellem mandag den 30. august og tirsdag den 31. august rullede en lys varevogn ind på en parkeringsplads i Odense tæt ved virksomheden Beautycos, der sælger skønhedsprodukter på internettet.
I løbet af tre timer tømte tyvene onlinebutikkens varelager for produkter for millioner af kroner. Det drejer sig blandt andet om parfume og make-up. Nu beder politiet offentligheden om hjælp til at opklare forbrydelsen.
Særligt spor
I den forbindelse har politiet frigivet et billede af en stor sæk, der blev fundet i forbindelse med kuppet, som de håber på, kan bringe dem på sporet af tyvene.
Efter indbruddet fandt politiet en grøn sæk af kraftigt plastik på gerningsstedet. Plastisksækken er af den slags, der ofte bliver anvendt til haveaffald. Politiet håber, at nogen har et bud på, hvor den kan være købt. Politiet ved allerede, at den grønne plastiksæk kan købes hos Harald Nyborg samt Jem&Fix, men vil gerne høre om, den også kan købes andre steder.
Det ved politiet
Politiet ved, at gerningsmændene ankom til stedet i en lys varebil – muligvis i stil med en Fiat Ducato eller en Renault Master, men der kan sagtens være tale om et andet bilmærke, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse, der er sendt ud tirsdag.
Indbrudstyvene ankom til stedet via Ørbækvej, der ligger syd for gerningsstedet, og brugt nabovirksomheden Huscompagniets parkeringsplads under indbruddet.
Politiet vil meget gerne høre fra borgere, der kan have set en hvid varebil omkring gerningstidspunktet køre til eller fra Beautycos Aps på Niels Bohrs Allé – eller i det hele taget køre rundt i området.
Da det er tale om et indbrud, hvor der er stjålet meget store mængder let omsættelige varer – parfumer og kosmetik – så vil politiet også gerne have tip og oplysninger, hvis noget har bemærket personer, der pludselig er kommet i besiddelse af større mængder parfume og/eller kosmetik – eller som måske har købt eller fået tilbudt den type varer alt for billigt de sidste to uger.
Oplysninger skal gives til Fyns Politi på telefon 114.