Bedemænd ønsker nye regler om spredning af aske
Mange har individuelle ønsker til hvor de vil stedes til hvile. Nu skal reglerne lempes. (Foto: Scanpix)
De danske bedemænd går nu til kamp for, at pårørende får flere muligheder for, hvordan de vil tage afsked med dem, de har mistet.

Der bør kigges på de firkantede regler for, hvilke muligheder man når man skal tage afsked med de døde. Det mener de danske bedemænd, der møder opbakning fra politisk side.

Bedemænd mærker i højere grad et ønske fra de pårørende om at sprede asken på steder, der har en særlig betydning for den afdøde.

– Den individuelle måde at få lov til at sige farvel i den ånd, som man har levet, er det, vi kan se, at folk ønsker med hensyn til deres aske, siger Ole Roed Jakobsen, som er direktør i Danske Bedemænd - bedemændenes brancheorganisation, til TV 2 Lorry.

Tre lovlige måder

I dag er mulighederne for afskeden begrænset til tre lovlige valg:

* Den kan sættes i jorden på en kirkegård

* Den kan sættes på en af landets ganske få særlige skovgravpladser. Der cirka en håndfuld i hele landet.

* Asken kan spredes over åbent hav.

Politisk opbakning

SF’s kirkeordfører Charlotte Broman Mølbak vil gerne være med til at kigge på mulighederne for at lempe reglerne.

- Tiden er til, at vi får kigget på at løsne nogle af de her regler og får kigget på muligheden for at give lidt mere frihed til den individuelle måde at sige farvel til en kær på, siger Charlotte Broman Mølbak, til TV 2 Lorry.

De nuværende begravelsesregler stammer fra en tid, hvor religion fyldte mere end i dag. Asken fra en afdød bliver sidestillet med en afdøds legeme.

- Er de to ting at sidestille? Vil det at have asken fra en afdød derhjemme være det samme som at have en afdøds krop derhjemme? Det synes vi ikke, siger Ole Roed Jakobsen fra Danske Bedemænd.

Flere ønsker aske hjemme

Et almindeligt ønske fra pårørende er altså, at have asken fra en afdød i hjemmet i en længere periode. Det bør være lovligt, mener Danske Bedemænd.

- En mulighed for, at man - i det mindste i en tidsbegrænset periode - kunne have asken stående derhjemme. Jeg kan helt klart sætte mig ind i, at det er hårdt for en mor, der har mistet et barn og har fået asken fra hendes afdøde barn hjem, at det er svært for hende at sætte asken et sted, hvor "barnet" - altså asken - er alene, siger Ole Roed Jakobsen.

Spørgsmål om etik

SF's kirkeordfører er også klar til at se på reglerne for, hvor længe man kan opbevare en afdød i hjemmet. Hun understreger dog, at en ændring af reglerne kræver grundige etiske overvejelser.

 - Selvom det er aske, er det jo en død person, der er brændt og blevet til aske. Der har vi jo nogle etiske spilleregler og noget værdighed, så vi sikrer os, at det bliver håndteret, så vi kan være sikre på, at den værdighed er bevaret, siger siger Charlotte Broman Mølbak.

via Listen To News