Selvom han ikke har spillet for England siden sidste sommers VM-slutrunde, har været bænket i Real Madrid og desuden skifter til LA Galaxy i den mindre anerkendte amerikanske MLS-liga, fejler optimismen ikke noget hos ikonet David Beckham.
Den 31-årige midtbanemand venter fortsat ved telefonen, hvis Englands landstræner, Steve McClaren, skulle finde på at ringe.
»Mine ambitioner har ikke ændret sig, siden jeg var 13 år. Jeg har altid villet spille for mit land og vil altid være til rådighed, lige meget om jeg er i Spanien eller i Los Angeles,« siger han ifølge Skys Sports.
Efter at David Beckham i januar annoncerede, at han til sommer skifter fra Real Madrid til LA Galaxy, meldte hans nuværende træner, Fabio Capello, ud, at Beckham ikke ville få flere kampe i den hvide trøje.
Det forestående klubskifte er dog siden blevet tilgivet af Reals italienske træner, og englænderen er startet på banen i klubbens sidste kampe. Senest tirsdag aften, hvor Beckhams kældne teknik førte til to scoringer i 3-2-sejren over Bayern München i Champions Leagues ottendedelsfinale.