Cirkus Beckham hiver teltpælene op og rejser til en ny by, så snart lysene slukkes efter sæsonens sidste forestilling i Madrid.
Rygterne har svirret i ugevis, men først i går blev det endelig bekræftet: Real Madrids engelske superstjerne David Beckham lod vide, at han har skrevet under på en femårig aftale med den amerikanske fodboldklub LA Galaxy, som hører til i den professionelle liga, Major League Soccer.
»Jeg har spillet for to af verdens største klubber. Jeg har spillet på højeste niveau i 15 år, og nu har jeg brug for en ny udfordring,« siger David Beckham ifølge den amerikanske tv-kanal ABC.
En dyr herre
Ifølge udenlandske medier har LA Galxay haft hænderne dybt i lommerne for at sikre sig den tidligere engelske landsholdsanførers sparketeknik. BBC mener, at Galaxy over de fem år som aftalen løber skal betale Hr Beckham den fyrstelige sum af 1,4 milliarder kroner. 1,435 for at være helt præcis. Men 35 millioner fra eller til, betyder vist ikke det store i den sammenhæng.
David Beckham har hidtil ikke nydt den store sportslige succes i Real Madrid, hvor han i denne sæson ikke har fået meget spilletid. Så var det straks anderledes, da han først kom til klubben, da han skiftede fra Manchester United i 2003. De første tre sæsoner spillede han de fleste kampe og havde stor succes. Det ændredes dog med et slag, da italienske Capello overtog tøjlerne i Real Madrid.
Et spørgsmål om tid
Siden da har Beckham ikke fået meget spilletid, og det har længe været anset for et spørgsmål om tid, før englænderen ville skifte klub. Det gør han så nu, hvor Los Angeles kalder på familien Beckham, som foruden David også tæller den tidligere Spice Girl, Victoria Adams og parrets tre børn, Brooklyn, Romeo og Cruz.
I LA Galaxy bliver David Beckham holdkammerat med blandt andre Cobi Jones, Landon Donovan. Holdet blev amerikanske mestre i 2005, mens det glippede med at komme i slutspillet i sidste sæson. Til gengæld gik holdet hele vejen til cup-finalen, hvor det dog kun blev til sølvmedaljer.