David Beckham kan ende som klubejer for et hold i den bedste amerikanske fodboldliga, Major League Soccer.
MLS består i øjeblikket af 19 hold, men ligaen vil gerne have endnu et hold med base i New York.
Vicekommunikationschef i MLS, Dan Courtemanche, oplyser, at der har været kontakt mellem den netop pensionerede fodboldstjerne og MLS.
- Der har været diskussioner med hans rådgivere, indledende diskussioner, siger Courtemanche til Reuters.
38-årige Beckham, der tidligere på ugen annoncerede, at han indstiller karrieren denne sommer, har optrådt for Los Angeles Galaxy fra 2007 frem til 2013, hvor han skiftede til Paris Saint-Germain.
Den tidligere engelske landsholdsanfører har derfor et udmærket kendskab til den bedste amerikanske fodboldrække.
Ifølge Reuters koster det 25 millioner dollar svarende til 145 millioner kroner at købe en klub eller en franchise, som klubberne kaldes i USA.
Der er muligvis konkurrence om franchisen i New York, da Reuters mener at vide, at Manchester Citys ejer, Mansour bin Zayed Al Nahyan, også er interesseret.
David Beckham har tidligere udtrykt ambitioner om at eje en klub.
- Jeg har mulighed for at eje en franchise, og det er spændende, sagde Beckham sidste år.
/ritzau/