David Beckham løb med aftenens største bifald, da BBC søndag aften afholdt årets sports-gallashow i England.
Ved showet, hvor årets største engelske sportspersonligheder og deres bedrifter blev hyldet, sikrede den tidligere Manchester United- og Real Madrid-spiller sig en fornem ære.
David Beckham blev tildelt den særlige 'Lifetime Achievement Award'. Den kåring udløste flere minutters klapsalver fra publikum, før fodboldstjernen med tårer i øjnene gik på scenen og takkede. Det skriver Yahoo! News.
"Jeg har været så heldig at spille på flere af de store hold gennem årene. At spille for det engelske landshold har været et af højdepunkterne og noget af det største, jeg har prøvet i min karriere," lød det blandt andet fra Beckham i takketalen.
Han fremhævede en bestemt person som kilden til hans sportslige succes. Nemlig hans kone.
"Hun er virkelig en inspiration for hver eneste dag," sagde Beckham om den tidligere Spice Girl.
Det var ikke kun prisvinderen selv, der kæmpede med tårerne. Også Victoria Beckham græd af glæde.
"Ord kan ikke udtrykke, hvor stolt jeg er af David. Det har været en fuldstændig vidunderlig og meget bevægende aften," skrev hun efterfølgende på sin Twitter-profil.
David Beckham fik debut for det engelske landshold i 1996.'
Kilde: Yahoo! News