David Beckham sagde mandag aften farvel til Tottenham efter seks ugers træningsophold i London-klubben.
Nu venter en tur over Atlanten til hans gamle klub, LA Galaxy på den amerikanske vestkyst.
Opholdet i Tottenham kom i stand for at holde den aldrende Beckham fit for fight inden starten på den amerikanske fodboldsæson.
Tottenhams manager Harry Redknapp er ked af at sige farvel til 35-årige Beckham.
"Vi har nydt at have David i klubben disse uger. Man kan ikke møde en flinkere fyr. Han har absolut topklasse, en rollemodel for de unge," siger Redknapp til klubbens hjemmeside.
Han vil gerne underskrive med Beckham, når den tidligere anfører for det engelske landshold til vinter er ude af sin kontrakt med LA Galaxy.
Og Beckham er ikke afvisende. Han har i hvert fald nydt opholdet i Tottenham.
"Jeg har haft en dejlig tid i Spurs og vil takke Harry, de ansatte i klubben og spillerne for at få mig til at føle mig velkommen i disse seks uger," siger Beckham til Tottenhams hjemmeside.