Den tidligere engelske landsholdskaptajn, der er på udlån fra den amerikanske MLS-klub L.A. Galaxy, blev skiftet ud i pausen, da AC Milan mødte tyske Hambruger SV i Dubai.
Kampen endte 4-3 efter straffesparkskonkurrence og 1-1 i den ordinære kamp.
Foruden David Beckham spillede også Andrea Pirlo, Massimo Ambrosini og Ronaldinho på midtbanen.
Sidstnævnte bragte milaneserne på 1-0 efter et straffespark i det 63. minut. Men blot fire minutter efter udlignede Collin Benjamin til 1-1.
David Beckham er udlejet til AC Milan i tre måneder, mens den amerikanske MLS-liga holder pause.
På den måde håber Beckham, at han kan generobre sin plads på Englands landshold, der trænes af hans tidligere træner i Real Madrid, Fabio Capello.
Milan-træner Carlo Ancellotti pointerede dog efter kampen, at Beckham ikke er på sit højeste niveau efter mere end to måneder uden en kamp.
David Beckham har spillet 107 landskampe for England og mangler én til for at tangere Bobby Moores rekord.