Udflugten til europæisk fodbold er ovre. Ved sit besøg hos talkshow-værten David Lettermans 'Late Show' lovede den engelske fodboldspiller, at han bliver i USA kontrakten ud.
"Jeg har tænkt mig at overholde min kontrakt med L.A. Galaxy. Jeg har altid sat en ære i at overholde mine kontrakter, og jeg er glad for at være, hvor jeg er," lød det fra 35-årige Beckham.
For tiden er stjernen langtidsskadet med en sprængt akillessene og er lænket til et par krykker. Det betyder, at han ikke kommer med til den VM-slutrunde for England, som han ellers havde sat næsen op efter.
"De støttede mig i min drøm om at komme til VM med England og gøre det via en lejeaftale med Milan. Men selvfølgelig var de kede af meldingen om min skade. Det er sådan noget, der sker, forklarer Beckham.
Ifølge stjernen selv er det da også de mange bestræbelser på at komme med til VM, der har kostet ham skaden.
"Igennem to år forsøgte jeg at nå det hele for at bevare min plads på det engelske landshold og nå med til VM i Sydafrika. Jeg tror min krop gav op til sidst," lød det fra Beckham i tv-showet.
David Beckhams kontrakt med L.A. Galaxy udløber i sommeren 2012.