Fodboldikonet David Beckham har tilsyneladende ingen planer om at skifte bænken i Real Madrid ud med mere spilletid i en anden klub. Ifølge hans talsmand Simon Oliveira er forhandlinger om en kontraktforlængelse med den spanske storklub nemlig nært forestående.
Oliveira siger til Daily Mail, at der er tale om en forlængelse på to år. Dermed lægger han låg på de mange rygter, der har verseret de seneste måneder, om at Beckham skulle være på vej til en ny klub.
Englænderen kom til den spanske klub i 2003. Hans nuværende kontrakt udløber til juni, og Real Madrid har på det seneste presset på for at få Beckham til at melde ud om sine fremtidsplaner.
»Der er et betydeligt tilbud på bordet fra Real. Det er en anelse mere, end han får for øjeblikket. Det er den eneste klub, vi for alvor taler med, og et nyt møde er planlagt i den anden uge af januar,« siger Oliveira og tilføjer, at Beckham vil have tid til at tænke tilbuddet igennem.
»Det bliver den sidste betydningsfulde kontrakt i hans karriere. Han beslutter sig for, hvad han vil, til marts,« siger Oliveira.