Mandag aften besluttede Bayern Münchens bestyrelse, at præsident Uli Hoeness kan fortsætte på sin post til trods for en igangværende sag om skattesnyd.
Den beslutning glæder klubbens karismatiske ærespræsident Franz Beckenbauer.
- Det er en stor tillidserklæring over for Uli, siger Franz Beckenbauer til Bild.
Ærespræsidenten krydser nu fingre for, at klubpræsidenten kommer smertefrit ud af den uheldige sag om mulig skatteunddragelse.
- Nu kan jeg bare håbe på, at han kommer ud af skattesagen så godt som muligt, siger Franz Beckenbauer til den tyske avis.
Bayern-toppen vil følge sagens udvikling tæt. Skal man tro Bild, har Hoeness gemt omkring 20 millioner euro, svarende til 150 millioner kroner, på en bankkonto i Schweiz.
Han har angiveligt selv henvendt sig til de tyske skattemyndigheder, og den 61-årige præsident har allerede undskyldt sagen over for klubben.
Uli Hoeness har også offentligt angret sin ageren i skattesagen.
- Det er en situation, som næsten er ubærlig. Jeg sover meget dårligt om natten. Jeg har virkelig gjort noget dumt, men jeg er ikke en dårlig person, har Hoeness sagt.
ritzau/