197 dage. Så længe har Tommy Bechmann siddet udenfor med en knæskade i sin tyske klub VfL Bochum, men nu er han stærkt på vej tilbage. Hans beskedne mål er at få spilletid for Bochum på denne side af jul.
»Jeg har allerede løbet i en måneds tid nu, og også spillet lidt for mig selv; skudtræning og sådan noget. Det går da fremad, så jeg forventer, at om otte til 10 dage kan jeg træne med igen,« fortæller den tidligere Esbjerg-spiller til nyhedsbureauet DNY.
Tommy Bechmann er dog realistisk og ved godt, at det ikke er nok, at knæet holder. Det vil også tage tid før formen er på plads igen efter et halvt års pause.
»Knæet er som det skal være. Nu er det formen, det kommer an på,« siger han.
Bochum er i øjeblikket placeret i den tungeste ende af Bundesligaen, og derfor har det ikke altid været let at sidde på tribunen og kigge på, erkender Tommy Bechmann.
»Det har været lidt mærkeligt at kigge på. Det har ikke været dårlige kampe, vi har spillet. Vi har bare ikke scoret: Vi har tre-fire 100 procents-chancer i hver kamp, som vi bare ikke har udnyttet. Det har været frustrerende at kigge på. Men det vender nu her,« siger han og hentyder til fredagens kamp, som bød på en kærkommen udesejr over Hannover 96.
De mange brændte chancer kan dog også betyde, at der er plads til den offensive dansker på holdet, når han er klar igen.
»Det håber jeg da. Jeg satser da på, jeg kan forstærke holdet. Jeg ved godt, jeg har været ude i et halvt år, og det vil tage et stykke tid, før jeg er på 100 procent, men jeg forventer da, at jeg på sigt kan komme ind på holdet,« fortæller Tommy Bechmann.
Hvornår man kan forvente, at han igen er at finde i startopstillingen på Bochums hold, tør danskeren dog ikke spå om.
»Det er op til træneren, hvornår han mener, jeg er klar til holdet,« siger Tommy Bechmann beskedent.
»Planen er, at jeg træner med på søndag otte dage, og så må jeg jo tage det der fra. Der er mange kampe endnu i år, så jeg håber da på, at jeg kan nå at få nogle kampe fra bænken før jul. Det er mit mål,« fortæller han.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.