En noget taktisk præget indledning på superligakampen mellem Silkeborg og OB tog fredag aften voldsom fart og endte efter et utal af chancer med en noget ufortjent 1-0-sejr til de fynske gæster.
Det var ellers hjemmeholdet, der lige så stille havde sat sig på kampen og brændt et utal af chancer.
Men til sidst dukkede indskiftede Morten Skoubo op og satte foden på et fremragende oplæg fra nyindkøbet Emil Larsen, der havde ført bolden frem i kampens allersidste minutter.
Sejren må være ekstra sød for OB-træner Troels Bech, som efter forårssæsonen netop forlod jyderne efter at have ført holdet til en ottendeplads. Silkeborgs nye træner er Keld Bordinggaard, den tidligere U21-landstræner.
Første halvleg bar også præg af Troels Bechs indgående kendskab til Silkeborg, hvorfor taktiske overvejelser og langsomt spil fyldte langt mere end målchancer og opfindsomhed.
Særligt spillede OB alt for trægt og lod ofte bolden blive sendt på tværs af banen. Samtidig smed Troels Bechs mandskab ofte bolden væk på midten af banen, der var ganske tæt befolket af spillere fra begge hold.
Alligevel lykkedes det dog for begge hold at skabe målchancer.
Den største tilfaldt 21-årige Emil Larsen, der skulle have scoret sit første mål i OB-trøjen i slutningen af halvlegen, hvor han efter et flot dybdeløb pludselig var alene med hjemmeholdets målmand. Afslutningen var dog både kraft- og fantasiløs.
I anden halvleg kunne man imidlertid tydeligt se, at OB forsøgte at sætte mere tempo på sit spil. Silkeborg stod dog ganske godt organisatorisk og fortsatte med at gøre det svært for fynboerne.
Helt at holde OB fra chancer formåede Silkeborg dog fortsat ikke, men også Silkeborg havde pludselig enorme chancer, hvor blandt andre nigerianske Adeola Runsewe skulle have sendt i hvert fald en enkelt bold i mål.
Og sådan fortsatte det. Efter 10 minutters OB-dominans satte Silkeborg sig tungt på spillet og nåede på et tidspunkt hele 10 afslutninger, uden at gæsterne fik sendt et eneste forsøg af sted.
En massivt pres fra Silkeborg fortsatte kampen igennem. Men som så ofte før blev kampen afgjort i de allersidste minutter, og denne gang var det bestemt ikke banens bedste, der forlod den som vindere.
/ritzau/