For anden gang på to måneder hentede OB et enkelt point på Farum Park, da de søndag spillede 1-1 på FC Nordsjællands hjemmebane.
I midten af maj spillede de to hold 0-0 i Farum, men der er en verden til forskel på den måde, som kampene forløb.
Mens FCN i maj spillede OB ud af banen, var kampen helt lige søndag aften. Boldbesiddelsen hed 51-49 i FC Nordsjællands favør, og OB havde 18 afslutninger mod hjemmeholdets 15.
Kampen var et bevis på, at OB er blevet bedre i forhold til sidste sæson, mener den nye træner Troels Bech.
- Sidste sæson havde sin egen historie, og de bekymringer, der kan tynge en præstation, har vi ikke så mange af.
- Vi har nye tanker, spillere og energi, så vi spiller ikke mod spøgelser længere. Nu spiller vi efter at forbedre os fra uge til uge, siger Troels Bech.
Også anfører Anders Møller Christensen mærker nye tider i klubben.
- Jeg synes, følelsen er god. Folk har en tro på det her koncept, og det er det, der skal til for, at vi tør spille, som vi gør, siger Anders Møller Christensen.
Omvendt er FC Nordsjælland ikke i samme gear som i slutningen af sidste sæson. Dengang hentede FC Nordsjælland syv sejre i de sidste otte runder, mens den nye sæson har fået et noget blødere start med én sejr, én uafgjort og ét nederlag.
FC Nordsjællands Søren Christensen erkender, at holdet lige nu ikke har samme niveau, som det tidligere har haft.
- Vi har lang vej endnu, men det skal nok komme. Der er masser af ting, vi skal blive bedre til. Man kunne godt mærke, at vores pasninger og vores touch ikke er på toppen endnu, siger Søren Christensen.
/ritzau/