10.000 mennesker har måttet flygte fra hus og hjem efterhånden som den ø, de boede på, blev opslugt af havet. Den indiske ø Lohachara er den første beboede ø, der er sunket i havet som følge af stigende vandstand på grund af global opvarmning. Det skriver den britiske avis The Independent. To tredjedele af naboøen ligger nu også under vand, og i alt 12 øer er på vej til at synke i havet. Over 70.000 mennesker kan dermed miste deres hjem.
Øerne er også hjemsted for et rigt dyreliv. Blandt andet lever 400 tigre på de truede øer.
Den første stillehavsø blev oversvømmet for otte år siden, men det er første gang, en beboet ø bliver opslugt af vandmasserne.