Beboere på vej hjem til højhuse

Højhusene i Rødovre, der mandag blev evakueret af frygt for kollaps, er nu udenfor fare. Beboere er på vej hjem og får lov at overnatte i deres lejligheder.

Beboerne i de to højhuse på Agerkær og Ruskær i Rødovre, som mandag aften blev evakueret, er nu på vej hjem igen. Den stærke storm, som raserede Danmark på årets første dag, fik myndighederne til at frygte, at de to højhuse med 1000 beboere ville kollapse på grund af en fejlkonstruktion. Højhusene, der ligger på Agerkær og Ruskær i den københavnske forstad, har begge en fejlkonstruktion, som gør dem sårbare overfor kraftig blæst.

Politi og brandvæsen var derfor mandag eftermiddag hurtigt på plads og fik omkring 500 beboere ud af de to højhuse.

Med udsigten til at stormen løjer af, tyder alt dog nu på, at de to højhuse bliver stående i vinden:

»Klokken 20.15 meddelte DMI os, at stormen var ved at løje af og så besluttede vi os for at ophæve evakueringen. Lige nu er vi ved at gennemgå de lejligheder, vi var nødt til at åbne, for at sikre, at de er låst og få arrangeret nogle busser, som kan køre beboerne hjem. Det burde være overstået hurtigt«, siger Jan Riis til DNY.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.