Omkring 400 beboere skal alligevel ikke evakueres fra to højhuse i Rødovre, hvis det bliver kraftigt stormvejr.
Højhusene Agerkær og Ruskær er ikke i fare for at styrte sammen under stormvejr, og derfor besluttede Beredskabskommissionen i Rødovre kommune tirsdag at aflyse evakueringsplanen for højhusenes beboere. Borgmester Erik Nielsen (S) er tilfreds med, at beboerne nu har fået klar besked.
- Jeg er glad, men jeg er da ked af, at man nåede en forkert konklusion om, at højhusene var nedstyrtningstruede i stormvejr i 2005, siger Erik Nielsen.
De 12 og 14 etager høje bygninger er blevet erklæret stabile af både Statens Byggeforskningsinstitut og rådgivningsfirmaet Rambøll. Det skete efter flere års usikkerhed om, hvorvidt bygningerne var sikre i stormvejr.
Aflysningen af evakueringsplanen ændrer dog ikke på højhusenes skæbne. De er i så dårlig stand, at det ikke kan betale sig at renovere dem.
- Betonen i svalegangene sprækker, og der er problemer med faldstammer, køkkener og bad. Huslejen ville blive for dyr, hvis det skulle sættes i stand, så der er ikke så meget at rafle om, siger boligselskabet AABs konstituerede direktør Christian Høgsbro.
Det ville koste 450 millioner kroner at renovere højhusene, der er fra 1953. Derfor kan det bedre betale sig at rive dem ned og finde nye boliger til beboerne.
- De er utidssvarende på mange måder, men der er en del, der er glade for at bo der, siger borgmester Erik Nielsen.
AAB planlægger at genhuse beboerne allerede fra den 1. august, hvis der gives tilladelse til nedrivningen, som skal ske herefter. Halvdelen af højhusenes beboere ønsker at blive genhuset uden for Rødovre kommune.
Beboerforeningen har ikke besvaret Nyhedsavisens henvendelse.