Opdatering: En dommer har varetægtsfængslet den anholdte i fire uger.
I retsmødet aflagde han tilståelsem og erkendte, at han havde overtrådt den alvorlige paragraf i straffeloven om ildspåsættelse.
------------------
Flere beboere i en ejendom i Norgesgade i Fredericia måtte lørdag midt på aftenen evakueres, fordi der var opstået brand.
Politiet mener, at en beboer i ejendommen på Norgesgade antændte ilden bevidst. Derfor blev han anholdt, iført DNA-dragt og kørt fra stedet.
Manden, der er midt i 50'erne, fremstilles i et grundlovsforhør søndag, oplyser vagtchefen i Sydøstjyllands Politi til Ritzau.
Her skal en dommer i Retten i Kolding afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den anholdte mand.
Han sigtes for at have forbrudt sig mod den alvorlige paragraf i straffeloven om ildspåsættelse, oplyser vagtchefen.
Den handler om de situationer, hvor en brandstifter med vilje udsætter andre for overhængende fare.
Paragraffen er forholdsvis sjælden. Langt de fleste sager drejer sig om situationer, hvor der er sat ild til en ejendom, skriver Ritzau.
Ifølge Presse-fotos.dk og billeder fra stedet var der brand i en af de øverste lejligheder.